Den forgange uge bød på flere muligheder for koncertfotografering. Første mulighed var på den intime scene i Byparken i Esbjerg ved vandtårnets fod. En historisk park tæt på Utzons Musikhus og C.H. Clausens gamle vandtårn i det centrale Esbjerg. Byparken er et grønt åndehul tæt på Torvet, som kan rumme både ro men også koncerter. Dagens udmærkede indslag blev leveret af Mike Andersen Band.

Mike Andersen er kult. Kendt og skattet af connoisseurs, kald dem bare de oplyste og ukendt land for alt for mange. Født i Aabenraa, vokset til i Aarhus og med rødderne solidt plantet i den danske muld har Mikkel Dybdal Andersen kaldet “Mike” hentet inspiration fra bluesens verden og bluesen formår Mike Andersen Band virkeligt at formidle med indlevelse og præcision.

Mike Andersen Band leverede en engageret og kvalificeret indsats og nåede som altid ud over scenekanten. Bandet gav de fremmødte en herlig aften godt hjulpet af positive vejrguder. Tak til Esbjerg Kommune for Sommerliv og til vejrguderne for et ophold i regnen.
Også Kolding Kommune har tilbud i sommermånederne. Sommer ved søen er som Sommerliv i Esbjerg gratis og placeret tæt i et grønt åndehul i det centrale Kolding med Slotssøbadet som nærmeste nabo.
Trods regn torsdag fortsatte den traditionsrige koncertrække ved Slotssøen neden for Koldinghus og her blev der holdt fest med Chefen og Hit-Festen. De fire profiler Anna David, Christian Brøns, Yepha & Chief 1 kan næppe holdes ansvarlige for vejret og lod sig heller ikke afskrække af tiltagende regn, men skabte med bandet masser af glæde og nostalgiske toner.

Den store bagmand, chefen eller bare som de fleste kender ham, Cheif 1. Egentligt hedder han Lars Pedersen og er en af ildsjælene der var med til at starte hvad mange har kaldt Danmarks første rapgruppe, Rockers By Choice. Flest kender ham måske for arbejdet i studierne i ind og udland og de mange remix han skabte. Og aftenen viste samtidigt, at Chefen er en festlig fyr.

Cheif 1, Christian Brøns, Yepha uden UFO og Anna David har på forskellig vis præget det nye årtusinde, men særligt ms David fyldte på scenen i Kolding sammen med Chefen. Ideen med fire navne kombineret med et velspillende band er ikke dum og passer perfekt på en forvokset blokvogn i den ellers tvivlsomme danske sommer. Stor anerkendelse til bookerne i Kolding for valget og til vennerne for evnen til at formidle livsglæde og fest.

Lørdagen gav også en mulighed i Tivoli Friheden i Aarhus hvor Poul Krebs og Michael Falch gav koncert.
Baggrunden for makkerskabet kan sikkert bedst forklares med ven- eller et åndeligt broderskab, for begge har et bagkatalog med numre nok til så rigeligt selv at fylde sættene ud. Og de to velvoksne trobadurer klæder helt bestemt hinanden. Der blev ikke sparet på bagkataloget og det værdsatte både publikum og undertegnede.

“Falken” har en fortid som skuespiller og teenageidol i Malurt og han formår stadig at trække på erfaringerne herfra. Stilen er mere udadvendt end den mere nedtonede stil, man finder hos “Krebsen”. To koryfæer med en gensidig kemi og en hengivenhed, der rækker langt ud over scenekanten. Og med et materiale, der sjældent ses i dansk rock.

Tivoli Frihedens Fed Fredag har givet mig mange gode oplevelser. Et kig tilbage efterlader Malurts afskedstur som den vel nok største oplevelse, selv om der har været flere særlige aftener. Malurts afsluttede bandets historie og koncerten står for mig som noget ganske særligt.
Nu var Michael Falch tilbage i nyt selskab. Historikken gik årtier tilbage men uden så fyldige referencer til 80’ernes indførelse af CPR og datamater. Her gik referencerne primært tilbage til de 90’erne, årtusindeskiftet og årene herefter. Det blev en aften med fællessang men selvfølgeligt uden historiens vingesus som til Malurts afskedstur.

En god koncert med et professionelt og rutineret makkerpar resulterede i en aften, der ikke kan eller skal sættes fingre på. Historie skriver vi næppe hver eneste dag. Det blev afslutningen på tre dejlige dage i selskab med mit kamera, som du her har kunnet læse mine tanker om.
Skriv et svar