Lørdag var andendagen til Suset 2025 i Esbjerg. En lørdag der begyndte med Madsen. Et band som består af Rasmus Madsen på vokal, guitaristen Knud Møller, basisten Niels Kvist, tangentspilleren Niels Ole Thorning og af trommeslageren Casper Mikkelsen.
Temaet er klart. Johnny Madsens værk skal leve videre, som sønnen Rasmus forklarer på Madsens hjemmeside: “Vi tager ud på min fars vilje, på jeres nåde og vores begejstring.” Og alt tyder på, at publikums nåde er mere end langtidsholdbar. Det vidnede Suset om, og publikums reaktioner efter koncerten bekræftede begejstringen.
At Johnny Madsens guitarist gennem årene deltager giver tingene et ekstra pift. Mange husker passagen på livealbummet “Halgal Halgal” hvor Madsen siger:
“Jeg har spurgt min guitarist, Knud Møller, om vi stadig kan være bekendt at spille “Johnny B. Goode, når vi er ude. Men Knud han siger, det kan vi ikke. Ud med Knud. Ud med Knud…“
Noget undertegnede tolker som et særligt forhold. Og som Knud Møller angiveligt skulle have kaldt en kærlighedserklæring. At Knud Møller så senere kaldte Johnny Madsen Band for sit yndlingsband understreger kun det ganske særlige forhold.
Det var svært at komme efter Madsen på Suset, så det virkede logisk at skifte rocken ud med noget mere lettilgængeligt og poppet. Rygtet om en ung, stillesiddende, sønderjysk kvinde med base i en sofa har floreret, men koncerten på havnen i Esbjerg gjorde alle forudsigelser om Mumle til skamme. Hun leverede.
Mumle var engageret, bevægelig, fortællende og virkede autentisk i sin optræden med de melodier streamingtjenester og radioer har formidlet siden 2023 til ikke mindst de yngre danskere. Der blev ikke bare stået i sofaen men spillet på mange tangenter og alle strenge. Mumle var absolut det hele værd.
Hugorm huggede til fra start og startede aftenen med vanlig energi, galskab og humor. Men også med budskaber at af mere alvorlig karakter at fortælle.
Alene det faktum, at en elektrogruppe stammer fra surf-paradiset Cold-Hawaii Klitmøller borger for mere end den standardvare man må forvente af de fleste. Og når det handler om “ormen” er der plads til både originalitet og nytænkning med et stænk galskab. Men først og fremmest er det tydeligt, at de tre vil det.
X-factoren udløses af Simon Kvamm som angiveligt skulle have ambitionen om at “lukke noget larm ud” og “ventilere vores frustration over at være midt i livet og kun have udsigt til at dø derude i horisonten”. Hvilket lykkedes i så høj grad, at min muggen over Nephews pause eller stop nedtones for en periode.
Makkerskabet med Morten Gorm og Árni Bergmann holder stadig. De tre udfordrer flere gældende normer og Hugorm havde Esbjerg i sin hule hugtand. Der blev sprøjtet med god energi og originalitet.
Igen blev der skiftet gear. Der blev holdt pause på den store scene Horisonten og den mere tætte og intime scene Lanternen blev igen taget i brug. Denne gang af Peter Sommer.
Drømmene fra en svunden tid blev fundet frem. Ikke nødvendigvis en tid og et sted hvor jakkesæt, stråhat og stok var en del af påklædningen, men en svunden tid, fortiden, som stadig trives i individets bevidsthed. Og det formår Peter Sommer.
Vildskaben var pakket væk og erstattet af intimitet og det der kunne ligne nærhed og fællesskab i stor skala tidligt lørdag aften. Det nye band fungerede godt og jeg fik et dejligt indspark, som passede mig.
Men efter stilhed kommer som sagt ofte storm. Festivallen sluttede for mit vedkommende med legendariske The Minds of 99.
The Minds of 99 et dansk pop post-punk rockband. En etikette som måske for post-punks gav mening tidligt, men hvor nogle kunne mene at poppen havde fået større og større indflydelse. Men nok om akademiske diskussioner.
Flere anmeldere har undret sig over bandets popularitet som liveband. Den diskussion fortæller vel mere anmelderkorpset end om kvaliteten hos The Minds of 99. Publikums gentagne vilje til at fylde arenaerne taler et tydeligt og entydigt sprog, som næppe kan ignoreres. Spørgsmålet må vel være. Hvad gør The Minds og 99 til så enestående et liveband?
Spørger man publikum peges ikke overraskende på energi, show og gode melodier. Men et entydigt og gangbart svar har jeg ikke kunnet få.
Mit personlige svar er, at der er mange forklaringer. Den energiske post-punk matcher festivaller og stadionkoncerter. At ikke bare frontfigur Niels Brandt men flere andre i bandet er ret karismatiske. Men vigtigst af alt. Musikken har mange kvaliteter. Og samtidigt leverer de et flot show. Og hermed sluttede Suset for mit vedkommende.
Skriv et svar