Suset. En todages festival på havnen ud til kajkanten i Esbjerg. Interessant og Suset var mere end almindeligt interessant med masser af spændende navne. Mit sus startede fredag eftermiddag med veteranerne fra Aqua og selv om det var småt med overraskelserne og nyskabningerne blev de tre og de medbragte musikere aldrig kedelige eller irrelevante. Materialet holder stadig hos mig og det samme gør talentet.
Den mandlige stemme i Aqua, Rene Dif, er efterhånden blevet 57, men formår stadig på trods af de mange år i branchen at finde begejstringen og engagementet frem. Og så ligner han bestemt ikke en mand i den sidste halvdel af halvtredserne. Men OK. De grå hår er også svære at spotte med det hårløse look og voksne med erfaringer i rygsækken kan være de mest givende på en scene.
Den kvindelige frontfigur, Lene Nystrøm, er ligeledes i 50’erne, og har stadig appel til de voksne “husarer”. Den norske jente kan utvivlsomt sit håndværk. Stemmen er stadig særlig og yndlingsfilmen burde være: “Hurra for de grå husarer”. Men det er måske snarere Barbie Girl?
Det giver mulighed for, at det tredje medlem, Søren Rasted kan agere kapelmester fra en tilbagetrukket position bag tastaturet. Og det fungerer fint. Fantastisk, at de tre stadig kan og vil.
Næste indslag var lokale Kellermensch med frontfiguren Sebastian Wolff. Universet er lige så dystert som navnet antyder og når nu ikke det er mørkt ved 18-tiden, kan røgen fra røgmaskinerne da fremkalde en kælderstemning a la Dostojevskij, der oprindeligt skabte “Kældermennesket”.
Ikke alt skal være melodiøst og catchy, kald det bare let fængende, som Aqua, og hos Kellermensch findes helt andre kvaliteter. Tyngde, originalitet og nytænkning for eksempel. Bandet har været kaldt introverte, men jeg tænker ord som dystre og mørke oftere rammer plet. For mig var de et bedre liveband end andre højt besungne navne. Tak til Kellermensch for indsatsen. De er altid besøget værd.
At sammenligne Kellermensch med Tobias Rahim giver meget lidt mening. Og at bede mig foretage afvejningen er næppe fair. Målgrupperne er for forskellige og udtrykkene stikker i modsatte retninger.
Lad mig i stedet konstatere, at målgruppen virkede ikke bare tilfreds men begejstrede og ekstatiske. Her kunne man måske konstatere: Mission accomplished!
Vi fik i hvert fald ikke bare de lovede hits, men også fest og kærlighed leveret gennem forførende tekster. Tekster som det unge publikum kunne skråle med på. Serveret efter samme skabelon som altid og med et umiskendeligt look. Målgruppen fik hvad den forventede, og det er måske “slet ikke så ringe endda”, som det engang blev udtrykt på disse kanter.
Fredagen blev for mit vedkommende sluttet godt og grundigt af med festivallens absolutte hovednavn, hitmageren og Tik Tok-fænomenet Jason Derulo.
Jason Derulo er den fjerde mest fulgte mand på TikTok, men det hindrede absolut ikke et stort show med masser af dansere i Esbjerg. Følelsen var entydig og tydelig hos mig: “Cirkus Derulo” kom til byen og det var imponerende og flot. Måske fremtidige børnebørn vil værdsætte historien om det storslåede show fra den store hitmager og Tik Tok-legende?
Bag staffagen gemmer sig en 35-årig amerikansk sanger, der er født og opvokset i Florida. Forældrene er fra Haiti og selv om Derulo egentlig hed Desrouleaux og havde kreolsk som modersmål gjorde unge Jason karriere. Det må kunne kaldes personificeringen af den amerikanske drøm. Og det eventyr er langt mere interessant end staffagen.
Her sluttede min fredag. Men læs med senere. Lørdagen blev mindst lige så spændende.
Skriv et svar